Hvis du er nysgerrig på andebryst på en anderledes måde, så skal du prøve at lave pulled duck, det smager virkeligt godt.
Jeg lavede det til en burger med hjemmebagte bricoheboller, og det var virkelig godt. En rødkålsslaw (rødkål, gulerod og 37% creme fraiche samt friskpresset øko-appelsin, salt og peber) og sprødstegt Schwarzwaldskinke akkompagnerede anden i de nybagte boller.
En anden gang vil jeg undlade creme fraichen, men stadig snitte kål og gulerod, til gengæld vil jeg lave en spicy brun andesovs som anden skal svømme i, på en bund af kål og gulerod.
Til anden skal du bruge andebryst, beregn et til hver + 1 bryst, altså 5 stykker til 4 personer etc.
Ingredienser
1 pose Papa Ruby’s rub – variant efter smag.
Andebryster
Fremgangsmåde
Dup andebryster tørre med køkkenrulle og steg dem på en varm, tør pande med skindsiden nedad i 2 minutter. Vend dem om og giv dem 2 minutter på den anden side.
Hæld ca en halv pose rub i en dyb tallerken og flyt et bryst af gangen fra panden og op i rub’en. Sørg for at gnide rub ind overalt, undtagen på skindsiden.
Læg brysterne i en stegeso, eller en bradepande, gerne med rist i bunden. Dæk bradepanden med staniol og lad andebrysterne hygge sig i ovnen i 3 timer ved 140 grader.
Når anden er færdig, tager du skindet af og bruger et par gafler til at trevle kødet godt fra hinanden.
Smages til salt.
Den overskydende væde fra stegeso/ bradepande, kan du bruge til din brune andesauce, som evt får lidt “bid” fra hot saucen “Heat Enhancer”.